• Business-update: Dansk Erhverv har advaret mod TikTok, men opfordrer medlemmer til at bruge det

    来源: BDK Finans / 21 3月 2025 11:38:06   America/New_York

    Kære Berlingske-læser Det er blevet fredag og tid til ugens sidste update fra nærværende erhvervsredaktion, der giver dig en overflyvning over en række af dagens historier om økonomi og erhvervsliv. Mens dansk økonomi når nye højder, bød dagen også på historier om Dansk Erhverv, der øjensynligt taler med to tunger, spekulationer om en centralbankchefs fremtid og en klapjagt efter sladrehanke. God læselyst! 1# – Trumps fyring af topfolk starter spekulationer om centralbankchef Vi begynder i USA, hvor der spekuleres i kølvandet på Donald Trumps fyring af to kommissærer i Federal Trade Commission, Alvaro Bedoya og Rebecca Kelly Slaughter. For en bekymring har rejst sig. Spørgsmålet om, hvorvidt fyringerne skal ses som en prøveballon inden en mulig forestående fyring af Jerome Powell, der er chef for den amerikanske centralbank – og som flere gange er blevet kritiseret af Trump. Det skriver Børsen på baggrund af en artikel fra nyhedsbureauet Bloomberg, der beskriver, at fyringerne anses som et direkte brud på en højesteretsdom fra 1935, som skulle sikre uafhængige agenturer i det amerikanske system. »Der er ingen juridisk forskel mellem Jerome Powell og mig. Hvis præsidenten lovligt kan fjerne mig, kan han også lovligt fjerne Jerome Powell,« siger Rebecca Kelly Slaughter til Bloomberg, der skriver, at fyringerne har sendt chokbølger gennem Wall Street. 2# – Dansk Erhverv opfordrer til markedsføring på udskældt platform Med den ene hånd forbyder Dansk Erhverv medarbejdere at have TikTok installeret på arbejdstelefoner og har advaret mod den kinesiske platform. Med den anden bliver medlemmer nu opfordret til at markedsføre sig på mediet. Det skriver Finans og peger på, at erhvervsorganisationen har advaret mod sikkerhedsrisici ved brug af TikTok, men at piben også har en anden lyd. Som virksomhed »skylder man sig selv« at være på TikTok, lød det nemlig ifølge mediet fra branchedirektør for digital handel i Dansk Erhverv Carsten Lundberg i en artikel i Børsen. Han erkender over for Finans, at meldingerne kan opfattes modstridende. »Men det er samtidig vores pligt som erhvervsorganisation at oplyse vores medlemsvirksomheder om, hvordan man markedsfører sin forretning, og der er TikTok en blandt mange markedsføringskanaler,« siger Carsten Lundberg. 3# – Familie bag milliardkoncern rykker plads og tager formandsstol Tredje generation af stifterfamilien bag den fonds- og familieejede vindueskoncern VKR Holding, der står bag Velux, har skiftet direktørstolen ud med formandsposten. Det skriver Watch Medier på baggrund af en pressemeddelelse efter en generalforsamling i virksomheden, der nu skal have ny topchef. Velux-arvingen Mads Kann-Rasmussen tiltræder som formand efter Thomas Thune Andersen, der har siddet i bestyrelsen i 15 år. »Jeg har lært enormt meget af Thomas, særligt i de seneste fem år, hvor han har været formand. Samtidig er det det rigtige tidspunkt for mig at overlade tøjlerne til en ny administrerende direktør, der kommer til at overtage en sund og robust forretning med betydeligt fremtidigt potentiale,« udtaler Mads Kann-Ramussen i meddelelsen. Tre uundværlige fra Berlingske Business A: Det er faktisk helt vildt. Dansk økonomi sætter nye rekorder Mens verden bliver pisket rundt af den amerikanske præsidents mange udfald, er fundamentet under dansk økonomi bomstærkt. Det giver en stor modstandskraft, når Trump indleder handelskrigen mod Europa. Men danskernes humør har det skidt. Læs analysen fra Ulrik Bie her. B: DSV-formand på klapjagt efter sladrehanke – Thomas Plenborg lyder som Jørgen Ejbøl Thomas Plenborg er ikke uundværlig, men han har på machiavellistisk maner vundet kampen om magten i DSV. Læs Thomas Bernts kommentar her. C: Dagligvaregigant kritiseres for at vildlede kunder og være på kant med loven – vil ikke svare på, om egne produkter favoriseres Dagligvaregiganten Salling Group sætter sorte stjerner på europæiske varemærker. Det betyder, at alle koncernens egne produkter fremhæves som europæiske, selvom produkterne ikke nødvendigvis er det. Virksomheden kan være på kant med loven og beskyldes for at vildlede kunderne. Salling Group afviser kritikken. Læs artiklen her. Tak, fordi du læste med – og god weekend! https://www.berlingske.dk/virksomheder/business-update-dansk-erhverv-har-advaret-mod-tiktok-men-opfordrer
分享